Det endelige film resultat

Projekt Gyser film: "Lille Pige"

 Leverance 2 ved Kasper  

HISTORIEN :

En lille pige er ude at gå en tur i skoven med sin mor. De går med hinanden i hånden. Pigen har sin dukke med. På hovedet har hun en fin kasket i alle regnbuens farver med en propel på toppen, som vinden får til at snurre lystigt rundt.

Det er vinter og koldt udenfor. Alle blade er faldet af træerne, de ligger som et blødt tæppe og dækker skovbunden.

Pigens mor har taget sin mobiltelefon frem – hun er meget optaget af at kigge på den. Hun holder stadigvæk pigen i hånden.

Den lille pige taber pludselig sin dukke – hun kigger op på moren, som ikke har opdaget noget. Hun er helt optaget af mobilen. Pigen kigger bagud efter dukken, hun forsøger at trække sin mor med tilbage efter dukken, men moderen bliver irriteret og trækker pigen med frem.

Pigen opgiver at fange moderens opmærksomhed. Hun slipper hendes hånd og vender sig om og løber tilbage efter dukken.

Moren registrerer knapt at pigen har sluppet hendes hånd og er vendt om. Moren fortsætter med at gå hen af skovstien. Langt om længe går det op for hende at pigen ikke længere holder hende i hånden. Hun vender sig om for at kalde pigen til sig.

Men pigen er væk og det samme er dukken. Der er ingen på stien, hvor de netop har gået.

Moren kalder utålmodigt på datteren, som hun regner med er lige i nærheden. Hun får intet svar.

Pigens mor bliver urolig og løber tilbage af stien, mens hun kalder på pigen. Hun gribes af angst og bange fornemmelser.

Tusmørket er ved at falde på, og det bliver vanskeligere for hende at se omgivelserne tydeligt. Skoven omkring hende virker dunkel og faretruende. Hun gribes af panik og løber væk fra stien og ind i underskoven. Ud og ind imellem træer og buske løber hun, grene svirper hende i ansigtet. Hun er ved at snuble flere gange over halvskjulte rødder og træstubbe.

Pludselig i halvmørket får hun øje på pigens lille regnbuekasket – den hænger på en gren. Propellen snurre stadigvæk, som havde nogen netop givet den et dask. Hun udstøder et halvkvalt skrig og kigger sig fortvivlet omkring.

Lyden af grene som knækker, når hendes øre. Lyden kommer inde fra skoven, som efterhånden ligger temmelig mørk og dunkel hen. Hendes hjerte slår vildt, og hun gisper efter vejret. Hun snurrer rund, og der, mellem træerne, får hun øje på en mørk skikkelse, som skjuler sig halvt bag et træ.

Hun blinker forskrækket med øjnene og skikkelsen er væk – forsvundet ind i mørket.

Moren kalder nu fortvivlet på sin datter. Længere fremme finder hun datterens jakke og sko liggende i skovbunden. Hun samler dem op og trykker dem ind til sig. Hun er rædselsslagen ved tanken om, hvad der kan være hændt hendes lille pige.

Da hun ser op, får hun øje på noget som dingler i et reb fra en gren ikke langt fra hende. Hun løber derhen, standser op og skriger højt !!

Fra en gren i et stort træ hænger pigens dukke og dingler med et sjippetov om halsen. Dukkens ene øje stirre ondt på hende, mens det andet er halvt lukket i. Dukken skiftevis græder og griner. Det lyder uhyggeligt. Rædselsslagen stirrer moren tilbage på dukken.

Pludselig lyder det helt tæt ved hendes øre : ”Moar – moar, jeg er jo lige her !”

Hun snurrer rundt og ser en lille pige træde ud af mørket og komme op i mod hende på skovstien, mens hun kalder : ” Moar – moar !”

Her er vores historie som vi gik ud fra, da vi skulle filme. Vi har lavet lidt små ændringer undervejs.

Leverance 2, Kasper

Refleksioner over filmproduktion.

Vi startede først ud med at finde ideen til filmen og forsøgte at lave et løst storyboard, hvor vi gik ud fra berettermodellen. Vi ville gerne skabe en wow-effekt til at starte med, derfor lavede vi en kort intro til filmen. Vi lavede en kort sekvens af en konfliktoptrapning for at vække publikum. Så startede handlingen med en gåtur i skoven. Midten af filmen var, da moren leder desperat efter hendes datter i skoven. Vi valgte at slutningen skulle stå lidt hen i det uvisse, så publikum fik noget at tænke over, når filmen var færdig. Publikum skulle selv forstille sig slutningen, det synes vi, gav det meste gys. Det var lidt svært at lave et helt færdigt komplet plot, da vi også gerne lige ville prøve lidt forskelligt af, for at se, hvordan det blev. Vi blev også meget inspireret hen ad vejen i processen i form af gyserfilmen som vi så først på dagen og selve mødet med skoven. Vi mødte også forskellige forhindringer på vejen, bl.a. havde vi udset os et sted i skoven, som vi ville filme som den mørke skikkelses hule, men da vi kom ud i mørket var der andre, der havde samme ide. Derfor valgte vi igen at lave lidt om på handlingen. Den er blevet finpudset og slebet kanter på hele vejen igennem, men vi mener også at have fået det bedste resultat af det. Man bliver inspireret af at gå ude i den mørke skov og får hele tiden nye imput.

Vi tænkte meget på, at vi skulle bruge de forskellige vinkler og perspektiver på iPAD´en for at få den bedste effekt. Men når man render rundt ude i en mørk skov og skal have øje for alle disse ting, foruden at prøve at filme i mørke og få lyset til at virke, så det giver den ønskede effekt på billedet, glemte vi nok vinklerne lidt. Vi filmede noget af det i fugleperspektiv, for at det skulle signalere, at det var den mystiske mand som holdt øje med mor og datter i skoven. Det var sværere end man regner med, for der er så mange ting at forholde sig til.

Angående orkestrering har vi valgt Ida(barnet) som hovedkarakteren, da det er jagten efter hende hele handlingen er opbygget på. Hovedrollen og hovedpersonen er moren, da det er hende, man følger det meste af tiden. Følge- og kontrastkarakteren er den mystiske mand i skoven, da det er hans synsvinkel det hele bliver udspillet fra, og det er ham som følger dem i skoven, men samtidig skræmmer han dem også. Indenfor karakterfunktioner har vi benyttet os af medopleveren, som er publikum og den mystiske mand. Budbringeren er os. Vi vil sende en besked om, at det kan være farligt at være opslugt af sin mobil. Talerøret er vi lidt i tvivl om, men vi mener, at det er den mystiske mand i skoven, da det er ham som følger mor og datter rundt i skoven. Vi har ingen fortrolig med i vores film, da det kun er en kortfilm og så skal man passe på at man ikke får alt for mange med, for at undgå at det bliver forvirret.

Filmens budskab og præmis i denne lille gyserfilm er, at det kan gå rigtig galt, hvis man er alt for optaget af sin mobil frem for sine børn. Man kan gå glip af livsvigtige øjeblikke med sine børn. Vi har valgt denne præmis, da det er noget, som man er meget optaget af for tiden, da mange forældre er mere optaget af de sociale medier frem for deres børn. Vi har brugt gyser-genren til at prøve at beskrive det, for at sætte det helt på spidsen.

Når vi sidder og reflektere over, hvordan processen har været, har det været spændende og sjovt. Vi tænkte, da vi skulle lave en gyser film, at det var en nem opgave. Vi havde en masse ideer inden i hovedet om, hvordan det kunne se ud, og en mørk skov var jo oplagt til at optage i. Men da vi først kom i gang med at filme, var det meget sværere, end vi havde regnet med. Det var sværere at få det til at være uhyggeligt, men vi håber, at det er lykkedes bare lidt for publikum. Vi er blevet opmærksomme på, hvor svært det er at få alle perspektiverne og vinklerne helt rigtige, når man optager og få det hele omsat til et gys… Vi har opdaget, hvordan andre film er optaget og hvilket stort arbejde, der er lagt deri. Og hvad man kan fremtrylle med iMovie…

Leveranceopgave 2: Kasper 

Berettermodellen.

Vi har valgt at lave en analyse af filmen ud fra berettermodellen, som vi har forsøgt at overholde.

Efter en chok-intro kommer:

• Ø  Anslag: Mor og datter går en tur i skoven.
• Ø  Præsentation: Mor og datter går tur i skoven. Det foregår i skoven. Det er vinter og bladene er faldet af træerne.
• Ø  Uddybning: Pigen går med en dukke i hånden og moren med en mobil, som hun er helt optaget af. Datteren pludrer glad, mens hun holder moren i hånden. Moren værdigere hende ikke et blik for hun er meget optaget af mobilen. Skovens træer står nøgne. Man aner en begyndende skumring.
• Ø  Konfliktoptrapning: Pigen taber dukken og forsøger at få sin mors opmærksomhed. Hun er stadig meget optaget af mobilen, så derfor opdager hun ingenting. Pigen slipper morens hånd og løber efter dukken. Moren fortsætter uanfægtet hen ad stien og opdager først efter et stykke tid at datteren er væk. Moren bliver fortvivlet og løber panikslagen rundt i skoven for at lede efter pigen. Det bliver mørkere og mørkere. Moren finder pigens kasket hængende i træet samt pigen jakke og den ene sko.
• Ø  Klimaks: Uhyggen optrappes. En mørk skikkelse viser sig bag træerne og pludselig ser man pigen kalde på sin mor. Højdepunktet sker da moren får øje på pigens dukke som hænger i et træ i et sjippetov. Moren skriger…
• Ø  Udtoning: Vi har valgt ikke at udtone filmen, men kun lade morens skrig stå tilbage. Vi synes, det giver publikum mulighed for at skabe deres egen fortolkning og videre digtning af historien.

Leveranceopgave 2 ved Kasper.

FILMPRODUKTION I PÆDAGOGISK ARBEJDE / REFLEKSIONER :

At arbejde med film i pædagogiske sammenhænge åbner op for en hel masse muligheder for at fortælle historier samt for at arbejde æstetisk.

Det er et medie som børn og unge er meget fortrolig med. De er vokset op med filmmediet som en naturlig del af hverdagen via tv og film og ikke mindst de sociale medier, som internettet giver adgang til. 
De har en stor visuel forståelse og tilgang til verden. De er vant til at se verden gennem mobiltelefonen- eller iPAD´ens kameraøje, og ikke mindst er de vant til at være mere eller mindre frivillige aktører i diverse filmklip og fotos, som velmenende forældre og bedsteforældre har kastet dem ud i.
Så filmmediet er et naturligt element for denne målgruppe, og vil være noget de let vil kunne gøre brug af ikke mindst i kraft af deres viden om alle dets tekniske finesser.

I en pædagogisk hverdag vil det være oplagt at gøre brug af filmproduktion til at dokumentere hverdagens hændelser / temaer lige fra vuggestue til plejehjem.

 I daginstitutionen kan filmklip fra fx en gåtur ud i efterårsskoven for at samle blade bruges til efterfølgende at snakke med børnegruppen om dagens oplevelser, evt. om hændelser derfra af speciel betydning, til at skærpe hukommelsen og senere til at inspirer dem til at bearbejde oplevelserne æstetisk via tegning og maling, modellering.
 Filmklippene kan også bruges til at børnene digter videre på turen og evt. omsætter det til et lille eventyr /skuespil, som igen kan filmes af børnene selv via iPad og vises til forældrekomsammen.

I SFO’er, fritidshjem og på skoler er filmmediet oplagt og meget velegnet til at tage temaer som bl.a. følelser, mobning og identitet op. Lad børnene og de unge selv få ordet (kameraet) og magten til at beskrive deres virkelighed.

 I undervisningssammenhænge vil en filmproduktion give mulighed for at tilgodese både skriftlige færdigheder som læsefærdigheder samt ikke mindst mulighed for at differencere undervisningen samt inddrage kreative og æstetiske læreprocesser.
 I tilgift til dette har eleverne mulighed for at blive opmærksomme og bevidste om filmmediets stærke virkemidler og forføriske kraft.

Udsatte børn og unge, evt. anbragt udenfor hjemmet, med et komplekst og rodet/ traumatisk livsforløb vil også kunne bruge filmmediet i samarbejde med omsorgspersoner og pårørende til at få stykket deres livshistorie sammen både som et stykke dokumentar men evt. også som fiktion/drama, de selv skriver drejebogen til og efterfølgende selv spiller rollerne og indspiller som film. Et forsøg på at fortælle deres historie med et terapeutisk islæt.

På plejehjem og ældrecentre vil det være oplagt at bruge filmmediet til at genkalde hukommelsen, få minder gravet frem af glemslen både ved at se gamle spillefilm og ved at drage på tur ned af ”memory-lane”, besøge gamle, kendte steder og personer med et kamera i hånden. På den måde kan et tema om livshistorie skydes i gang.

Mulighederne er mange og uendelige – fantasien sætter ingen grænser! Filmmediet er under alle omstændigheder et stærkt redskab til at fortælle historier med !

Del 4 – Leverance opgave uge 50 

Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum. Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv. De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige. 

Indledning – orientering – handelesekvens – evaluering – resultat – afslutningen mangler denne fortælling, da vi ikke bliver ført ”tilbage til virkeligheden”, der er ingen udtoning på konflikten.

 De 3 vinkler i fortællingen

Pædagogens perspektiv:

·         Hvordan er pædagogens syn på borgeren og på situationen?

o   Pædagogens syn på Ali er negativt og pædagogen virker ikke interesseret i Ali og hvorfor han opfører sig som han gør. Der er nogle negative forforståelser for Ali. Det er som om, at pædagogen ikke har øje for hvad der sker med Ali i situationen – først sad han stille og roligt, herefter blev der sat højt musik på, og Ali bliver vild. Det viser pædagogen ikke interesse for.

·         Hvad siger fortællingen om pædagogens intention i denne samspilssituation?  (Hvad vil han/hun gerne opnå?)

o   Pædagogens intention er ikke at være ond, men at holde ”ro og orden”. Fokus er på børneflokken, og altså ikke på inklusion af Ali.

·         Er der fordomme om borgeren i fortællingen?  Hvis ja, hvilke?

o   Ja, det optræder fordomme i form af ”han vil være i centrum” – måske vil han bare gerne være med i legen og med til at danse. Ordet ”ignorere” bliver også brugt om Ali. Måske ignorere han ikke hvad der bliver sagt, men hører det bare ikke, fordi han er optaget af sin dans.

·         Hvad siger fortællingen om: Institutionskulturen, normer og værdier, læringssyn, menneske-/samfundssyn?

o   Fortællingen giver et indtryk af, at der ikke er plads til forskellighed. Det bliver på fællesskabets premisser, og der er måske ikke så meget plads til den enkelte. Man skal tilpasse sig og gøre hvad der bliver sagt.  

Borgerperspektivet:

·         Hvordan kunne vi fortolke samspillet set fra borgerens side?

o   Ali bliver ikke forstået eller mødt med anerkendelse.

·         Hvad vil borgeren gerne opnå i situationen?

o   Ali vil gerne være en del af fællesskabet og være med til at danse med de andre børn.

·         Hvad vil borgeren udtrykke med sine handlinger?

o   Vi tror Ali forsøger at udtrykke, at han gerne vil være med i fællesskabet. Vi tror, han prøver at udtrykker glæde gennem sin dans, gøre sig interessant så de andre måske vil danse sammen med ham.

Evalueringsperspektivet:

·         Hvad kunne pædagogen også have gjort i den situation?

o   Pædagogen skulle forsøge at inkludere Ali i fællesskabet.

Fx snakke med Ali om, at han måske danser lidt for vildt og at de andre børn ikke bryder sig om at blive skubbet. Prøv at dans mere roligt sammen med de andre børn i stedet for.

Fx kunne pædagogen, efter Ali var gået i oprør, følge efter ham og snakke med ham om situationen og få ham med tilbage igen.

·         Hvad kan fortællingen lære os mhp. fremtidigt pædagogisk arbejde?

o   Vi kan lære, at selvom man sætter rammer og grænser op, så skal man huske at følge op på dem, og snakke med børnene/ borgerne om det. Prøve at se situationen, fra barnets/ borgerens syn.

·         Hvad var/ville være en udfordring for mig i sådan en situation?

o   At holde hovedet koldt og bevare roen. Tænke over barnets intentioner inden man ”skælder ud”. 

Del 3 af leverance opgave uge 50

Gruppen vælger en målgruppe, som den vil designe et pædagogisk forløb med under titlen ”livshistorie”.

Vi har valgt at arbejde med målgruppen; anbragte unge. Her er det meget relevat at arbejde med livshistorier. Historierne er med til at forklare ”hvem er jeg”, og livshistorierne er et led i, at skabe de unges identitet. Målet med det pædagogiske forløb er derfor, at gøre den unge mere bevidst og sikker på sig selv, sin identitet og sine rødder. Det vil være på de unges primisser og deres interesse og lyst til at deltage, som kommer til at bære projektet.

Læringsforudsætningerne i forløbet indebærer, at der tages udgangspunkt i den enekelte unge og udgangspunkt i lige netop hvad han/ hun kan huske og har styr på fra sin opværkt og sit liv. Her vil vi starte med en simple livslinje, for at skabe overbilk over hvad den unge selv husker og har styr på. Via samtalte og afhængigt af hvad livslinjen viser, kan der bygges mere på projektet. Forældre og andre påvårende kan inddrages. Informationer fra tidligere omsorgspersoner kan indhentes, hele tiden i samarbejde med den unge og med den ungens fokus. Læringsforudsætningerne vil derfor være meget individuelle.

Rammefaktorerne afhænger igen af den enkelte unge, hvad han/ hun tager initiativ til og selv opsørger. Processen skal se i samarbejde med en person, som den unge har tillid til, og der skal være garanti for at der er ressourser til at genneføre projektet. Projektet skal foregå i trygge og rolige rammer, hvor man kan trække sig tilbage, koncentrere sig og finde ro til at fordybe sig, og de unges grænser skal hele tiden respekteres

Indholdet i processen er identit og læresprocessen afhænger af, at pædagogen har godt kenskeb til livshistorier som metode og pædagogisk redskab. Pædagogen skal være støttende og gribe de ideer der kommer fra den unge. De unge skal lære temaet via forskellige muligheder, alt efter hvad der fanger deres interesse. Det kunne være via livslinjer, fotografier som kan placeres på livstræ, billeder de selv maler og andet. Det handler ikke om, at det er noget de unge nødvendigvis skal fremlægge. Det er et projekt der udvikler sig på de unges premisser, og der er fokus på hvad de ønsker der skal ske.

I forhold til vurdering er det svært at svare på, om projektet ville blive succes eller fiasko. Vi ville have øje for tegn fra de unger undervejs og afslutningsvis evaluere på forløbet, med fokus på om de unges udbytte levede op til vores forventninger til projektet.    

Charlotte Jensen - Livslinje 

Charlotte Jensen                                                                                                             10/12-2015

Den dag, jeg besluttede at blive pædagog

I min beslutning om at blive pædagog, er der flere faktorer der har spillet ind. Jeg har altid været glad for børn og generelt for at være omkring mennesker. Jeg kan lide at hjælpe andre, og det gør mig glad, at kunne se, når man gør en forskel for andre. Jeg har haft flere forskellige jobs i løbet af mine teenageår, men jeg er sikker på at det er et helt bestemt job som har været med til at give mig skubbet, og hjulpet mig til at indse at det er dét jeg brænder for!       
               

Jeg har i mange år været ride pige, og er kommet på rideskolen dag ud og dag ind. Allerede der, gav det mig en dejlig fornemmelse i maven at kunne hjælpe og være med til at skabe smil både blandt børn, voksne og ældre. Jeg blev senere ansat på samme rideskole som hjælper på et ridefysioterapi hold. Tilknyttet holdene var en fysioterapeut, og rytterne på holdet var primært mennesker med nedsat enten fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det var et meget berigende arbejde, og man både kom og gik med et smil på læben. Jeg har utallige oplevelser og gode stunder, herlige kommentarer og gode venskaber derfra. Det er en fornøjelse at arbejde med mennesker som udviser så stor en livsglæde og viser et gåpåmod som de færreste har. Jeg bliver varm om hjertet når jeg tænker tilbage på alle stunderne, og alle skovturene på hesteryg.

Stine Nikolajsen - "livslinjer"

Stine Nikolajsen                                                                                                    10/12-2015

Den dag jeg besluttede at blive pædagog...

En fredag eftermiddag, først på sommeren tidligere i år - helt præcist fredag den 19. juni år 2015 – sagde jeg til mig selv: ”så, det var det. I morgen søger du ind på pædagoguddannelsen.” Jeg havde lige, sammen med min daværende studiegruppe, været til projekteksamen som afslutning på vores 2. semester af statskundskabsstudiet. Vores eksamen var gået godt, vi havde alle fået en fin karakter, der var ENDELIGT sommerferie og humøret var bedre end det havde været længe. Jeg var glad, og ikke mindst lettet. Jeg var lettet over at have afsluttet semestret så fint, men jeg var ikke mindst lettet over, at jeg nu skulle hjem og melde mig ud af universitetet og i stedet søge ind på pædagoguddannelsen.

Foråret 2015 bød på mange overvejelser og tanker om min fremtid. I en del år havde jeg drømt om, at komme ind på statskundskabsstudiet. Jeg var sikker på, at jeg skulle ”være sådan en” der var med til at lovgive og forvalte på socialområdet.  Som jeg kom mere ind i studiet, blev jeg mere og mere i tvivl om, om det nu var det rigtig for mig. Min drøm var, at kunne gøre en forskel for nogen. Fremme trivsel og udvikling og alt det der. Og det var ved at gå op for mig, at jeg nok ikke kom til det, med hovedet nede i ”klassisk, morderne, politisk teori”, statistikundervisning og fokus på validitet og kausale sammenhænge. Jeg var sgu havnet på den forkerte hylde. En spændende hylde, men ikke den rigtige for mig. Efter knap et år med læsning, læsning og atter læsning tog jeg beslutningen om, at jeg ville gøre semestret færdigt, og altså afslutte det første år på uddannelsen.  

I løbet af mit år på statskundskabsstudiet var jeg i skoleferierne vikar i den vuggestue, som jeg havde arbejdet i, i løbet af mit sabbatår. Også her blev jeg mindet om, at jeg nok ikke var på det rette uddannelsesspor. Arbejdet i vuggestuen havde lige siden min første dag, været noget af det bedste der er sket for mig. Med god vejleding fra de garvede i institutionen fandt jeg mig hurtigt til rette. Jeg hvilede i mig selv, gjorde hvad jeg følte var naturligt at gøre og fik stor ros for mit arbejde. Jeg oplevede en følelse af succes og af, virkelig at være god til noget. Når jeg kom på besøg eller var vikar i skoleferierne, var det som at komme ”hjem”. Jeg blev mindet om, at den ro, selvsikkerhed og følelse af at være god udeblev for mig, når jeg var på studiet. Jeg tænkte frem og tilbage og overvejede alle mine muligheder, men i sidste ende var der ikke andet at gøre – jeg måtte være pædagog!    

Annemarie Vinther´s tidslinjer

Annemarie Vinther                                                                                                      D. 10/12-15

Den dag jeg besluttede at blive pædagog.

Min ide med mit liv, da jeg forlod folkeskolen, var at sidde på kontor. Derfor tog jeg HHX, hvorefter jeg skulle have en læreplads på et kontor. Det lykkedes mig aldrig at få en læreplads, derfor kom jeg i praktik i en vuggestue i en kort periode. Jeg fik derefter arbejde som rengøringsassistent og arbejdede der nogle år. Jeg havde ikke forstillet mig, at det var pædagog, jeg skulle være, indtil jeg så fik fast arbejde i vuggestuen, hvor jeg havde været i praktik.

Jeg havde arbejdet i nogle år i vuggestuen, som jeg havde været glad for. Vi havde nogle enkelte børn, som trængte til lidt mere omsorg og opmærksom, end man kunne give dem i en vuggestue, idet der er mange børn at tage hensyn til. Derfor begyndte jeg at drømme om at komme til at arbejde på en døgninstitution, hvor jeg ville kunne gøre en forskel i det enkelte barns liv. Hvor der var tid og plads til at forbyde sig i det enkelte barn. Jeg ville rigtig gerne arbejde med børn som kom fra en svær barndom med omsorgssvigt og prøve at hjælpe dem ud på den anden side af barndommen som hele mennesker.

Da jeg havde gået og tænkt over det i et par år, kom muligheden. Jeg blev opsagt fra mit arbejde i vuggestue på grund af faldende børnetal. Jeg ville gerne rustes med noget pædagogisk viden, for at hjælpe disse børn bedst muligt. Derfor tænkte jeg, at nu havde jeg muligheden for prøve at søge ind på pædagogseminariet. Så længe man har et arbejde er det nemt at sidde fast der, uden at komme videre.

   

Jeg undersøgte en masse om mulighederne og økonomien i det, da jeg også havde familie med mand og tre børn at tage hensyn til. Det kunne godt lade sig gøre. Jeg søgte ind.

Men da sommeren kom, skete der noget i familien. Min svigerinde gik ret pludselig bort og hun efterlod sig to børn på henholdsvis 13 og 15 år, som ikke havde ret meget kontakt til deres far. Min mand og jeg besluttede os, for at vi ville tage dem til os. Vi fik igennem kommunen arrangeret at de kom i netværkspleje hos os. Men da vi ret pludselig blev en familie på 7, havde 2 børn som skulle lære at leve med en sorg efter deres mor, havde tre små børn, som der også skulle være plads til, for at de ikke blev mærket af ændringerne og samtidig også måtte bygge til vores hus, for at de kunne få deres eget værelse, synes jeg ikke, at jeg også kunne putte en pædagog-uddannelse ind i skemaet. Jeg fik lov til at beholde mit arbejde, dog på nedsat tid af hensyn til familien, og så blev drømmen skubbet i baggrunden. Jeg tænkte, at det kunne jeg altid gøre, men de to børn havde brug for mig nu og her.

Hverdagen blev travl og der var nok og se til, men efter de havde boet hos os i 1 ½ år begyndte jeg at tænke på uddannelse igen. Vi havde været på nogle kurser igennem kommunen, da børnene var anbragt hos os i netværkspleje og der fik jeg virkelig lyst til at komme i gang. De forskellige kurser omhandlede mest om omsorgsvigtet børn, i og med at de var henvendt til plejefamilier, hvor børnene var fjernet fra hjemmet på grund af omsorgssvigt. Jeg fik blod på tanden igen for at komme i gang på uddannelsen. Vi snakkede meget om det hjemme, hvorvidt det kunne lade sig gøre og min mand var meget støttende i, at jeg skulle i gang. Så skete det igen, at der var faldende børnetal i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, og jeg blev opsagt igen. Så var beslutningen nem. Nu skulle jeg i gang. Jeg søgte ind og blev heldigvis optaget igen.

Jeg er rigtig glad for at være kommet i gang og jeg håber, at det vil føre mig hen til det jeg gerne vil. Nemlig at gøre en forskel for dem, som har det svært. 

Hanne Maribo 

Livslinier

Hanne Maribo 

                                                                                                                Den 9/12- 2015

”Den dag, jeg besluttede at blive lærer/ pædagog  ” :

Mit udgangspunkt som barn var altid at når mine forældre blev gamle, så skulle jeg passe på dem og ellers ville jeg være det samme som min storesøster (som jeg hemmeligt legede var min unge, smukke mor …), nemlig lærer for psykisk udviklingshæmmede …

Senere, da jeg var blevet ældre – en stor teenagepige, ville jeg bare gerne hjemmefra så hurtigt som muligt (og ikke se efter mine aldrende forældre …) og da slet ikke være lærer, for det var begge mine forældre jo og 2 af mine søskende !

Efter endt HF-eksamen og et oplevelsesrigt år brugt på kibbutzophold og højskoleliv, tænkte jeg at nu skulle jeg vist til at finde ud af hvad jeg ville være / ville med mit liv ! Svært var det, for der var ikke noget der lå lige for, ikke noget bestemt jeg havde lyst til. Det var i det hele taget svært for mig at ”se” mig selv/ finde mig selv.

Jeg kom frem til at jeg jo sådan set var ganske god til sprog, så valget faldt, af alle steder, på Handelshøjskolens translatør og korrespondentuddannelse i Århus i engelsk og spansk. Her startede jeg så i august 1981.

To måneder senere cyklede jeg en morgen prustende og svedende op ad den stejle Langelandsgade til vuggestuen Reginahøj, hvor jeg havde fået arbejde som pædagogmedhjælper. Jeg var holdt på handelshøjskolen.

Det krævede store overvejelser og mod at fortælle mine forældre om min beslutning, men jeg trivedes slet ikke i det buisness- agtige- stræber miljø på handelshøjskolen, hvor de studerende gik klædt som ”borgerdyr” i pænt og nobelt tøj og med en meget forretningsmæssig, resultatorienteret holdning til tilværelsen. Det var slet ikke mig! Jeg følte mig som en fremmed fugl blandt disse ”aliens” fra en anden planet – en helt anden verden end min.

Sjovt nok lå handelshøjskolen den gang lige ved siden af Det socialpædagogisk seminarium, i daglig tale kaldet ”Bongo-Bongo –skolen”, hvor dem med lilla ble og islandske sweatre spillede trommer og røg ”fredspibe” dagen lang ….

Lidet kunne jeg vide, at jeg 34 år senere og mange erfaringer rigere, selv ville sidde som meritstuderende på pædagoguddannelsen i Ålborg – dog uden lilla ble og sweater , men med en afrikansk tromme mellem benene og med hænder, der hamrede som trommestikkere over det udspændte trommeskind !

Det var på Reginahøj vuggestue at jeg første gang hørte om Den Frie Lærerskole i Ollerup. Vores køkkendame fortalte om sin bror, som arbejdede på Salling Ungdomsskole. Han var uddannet på DFL. Hun mente at det kunne være noget for mig.

Brochuren fra Den Frie lærerskole kom med posten og på første side stod der :

”Den frie Lærerskole skal skabe forståelse og respekt for et menneskesyn,

der betragter ethvert menneske som unikt.”

                                    Fra den dag besluttede jeg, at jeg skulle være lærer ( alligevel ).

Her næsten 34 år senere kan jeg se tilbage på et relativt langt arbejdsliv – 22 år som lærer og 6 år som pædagogisk medhjælper for psykisk udviklingshæmmede. Cirklen er nærmest sluttet fra hvad jeg som lille pige forestillede mig, at jeg skulle lave ”når jeg blev voksen ”.

Efter endnu en sparerunde var turen så kommet til mig – da jeg ikke er uddannet pædagog men lærer pegede pilen på mig. MEN en dag tilbød min arbejdsplads mig så at tage merituddannelsen som pædagog og det tilbud tog jeg imod.

Den dag besluttede jeg mig for at blive pædagog …