Leverance 2 ved Kasper  

HISTORIEN :

En lille pige er ude at gå en tur i skoven med sin mor. De går med hinanden i hånden. Pigen har sin dukke med. På hovedet har hun en fin kasket i alle regnbuens farver med en propel på toppen, som vinden får til at snurre lystigt rundt.

Det er vinter og koldt udenfor. Alle blade er faldet af træerne, de ligger som et blødt tæppe og dækker skovbunden.

Pigens mor har taget sin mobiltelefon frem – hun er meget optaget af at kigge på den. Hun holder stadigvæk pigen i hånden.

Den lille pige taber pludselig sin dukke – hun kigger op på moren, som ikke har opdaget noget. Hun er helt optaget af mobilen. Pigen kigger bagud efter dukken, hun forsøger at trække sin mor med tilbage efter dukken, men moderen bliver irriteret og trækker pigen med frem.

Pigen opgiver at fange moderens opmærksomhed. Hun slipper hendes hånd og vender sig om og løber tilbage efter dukken.

Moren registrerer knapt at pigen har sluppet hendes hånd og er vendt om. Moren fortsætter med at gå hen af skovstien. Langt om længe går det op for hende at pigen ikke længere holder hende i hånden. Hun vender sig om for at kalde pigen til sig.

Men pigen er væk og det samme er dukken. Der er ingen på stien, hvor de netop har gået.

Moren kalder utålmodigt på datteren, som hun regner med er lige i nærheden. Hun får intet svar.

Pigens mor bliver urolig og løber tilbage af stien, mens hun kalder på pigen. Hun gribes af angst og bange fornemmelser.

Tusmørket er ved at falde på, og det bliver vanskeligere for hende at se omgivelserne tydeligt. Skoven omkring hende virker dunkel og faretruende. Hun gribes af panik og løber væk fra stien og ind i underskoven. Ud og ind imellem træer og buske løber hun, grene svirper hende i ansigtet. Hun er ved at snuble flere gange over halvskjulte rødder og træstubbe.

Pludselig i halvmørket får hun øje på pigens lille regnbuekasket – den hænger på en gren. Propellen snurre stadigvæk, som havde nogen netop givet den et dask. Hun udstøder et halvkvalt skrig og kigger sig fortvivlet omkring.

Lyden af grene som knækker, når hendes øre. Lyden kommer inde fra skoven, som efterhånden ligger temmelig mørk og dunkel hen. Hendes hjerte slår vildt, og hun gisper efter vejret. Hun snurrer rund, og der, mellem træerne, får hun øje på en mørk skikkelse, som skjuler sig halvt bag et træ.

Hun blinker forskrækket med øjnene og skikkelsen er væk – forsvundet ind i mørket.

Moren kalder nu fortvivlet på sin datter. Længere fremme finder hun datterens jakke og sko liggende i skovbunden. Hun samler dem op og trykker dem ind til sig. Hun er rædselsslagen ved tanken om, hvad der kan være hændt hendes lille pige.

Da hun ser op, får hun øje på noget som dingler i et reb fra en gren ikke langt fra hende. Hun løber derhen, standser op og skriger højt !!

Fra en gren i et stort træ hænger pigens dukke og dingler med et sjippetov om halsen. Dukkens ene øje stirre ondt på hende, mens det andet er halvt lukket i. Dukken skiftevis græder og griner. Det lyder uhyggeligt. Rædselsslagen stirrer moren tilbage på dukken.

Pludselig lyder det helt tæt ved hendes øre : ”Moar – moar, jeg er jo lige her !”

Hun snurrer rundt og ser en lille pige træde ud af mørket og komme op i mod hende på skovstien, mens hun kalder : ” Moar – moar !”

Her er vores historie som vi gik ud fra, da vi skulle filme. Vi har lavet lidt små ændringer undervejs.