torsdag den 17. december 2015

Leverance 2, Kasper

Refleksioner over filmproduktion.


Vi startede først ud med at finde ideen til filmen og forsøgte at lave et løst storyboard, hvor vi gik ud fra berettermodellen. Vi ville gerne skabe en wow-effekt til at starte med, derfor lavede vi en kort intro til filmen. Vi lavede en kort sekvens af en konfliktoptrapning for at vække publikum. Så startede handlingen med en gåtur i skoven. Midten af filmen var, da moren leder desperat efter hendes datter i skoven. Vi valgte at slutningen skulle stå lidt hen i det uvisse, så publikum fik noget at tænke over, når filmen var færdig. Publikum skulle selv forstille sig slutningen, det synes vi, gav det meste gys. Det var lidt svært at lave et helt færdigt komplet plot, da vi også gerne lige ville prøve lidt forskelligt af, for at se, hvordan det blev. Vi blev også meget inspireret hen ad vejen i processen i form af gyserfilmen som vi så først på dagen og selve mødet med skoven. Vi mødte også forskellige forhindringer på vejen, bl.a. havde vi udset os et sted i skoven, som vi ville filme som den mørke skikkelses hule, men da vi kom ud i mørket var der andre, der havde samme ide. Derfor valgte vi igen at lave lidt om på handlingen. Den er blevet finpudset og slebet kanter på hele vejen igennem, men vi mener også at have fået det bedste resultat af det. Man bliver inspireret af at gå ude i den mørke skov og får hele tiden nye imput.

Vi tænkte meget på, at vi skulle bruge de forskellige vinkler og perspektiver på iPAD´en for at få den bedste effekt. Men når man render rundt ude i en mørk skov og skal have øje for alle disse ting, foruden at prøve at filme i mørke og få lyset til at virke, så det giver den ønskede effekt på billedet, glemte vi nok vinklerne lidt. Vi filmede noget af det i fugleperspektiv, for at det skulle signalere, at det var den mystiske mand som holdt øje med mor og datter i skoven. Det var sværere end man regner med, for der er så mange ting at forholde sig til.

Angående orkestrering har vi valgt Ida(barnet) som hovedkarakteren, da det er jagten efter hende hele handlingen er opbygget på. Hovedrollen og hovedpersonen er moren, da det er hende, man følger det meste af tiden. Følge- og kontrastkarakteren er den mystiske mand i skoven, da det er hans synsvinkel det hele bliver udspillet fra, og det er ham som følger dem i skoven, men samtidig skræmmer han dem også. Indenfor karakterfunktioner har vi benyttet os af medopleveren, som er publikum og den mystiske mand. Budbringeren er os. Vi vil sende en besked om, at det kan være farligt at være opslugt af sin mobil. Talerøret er vi lidt i tvivl om, men vi mener, at det er den mystiske mand i skoven, da det er ham som følger mor og datter rundt i skoven. Vi har ingen fortrolig med i vores film, da det kun er en kortfilm og så skal man passe på at man ikke får alt for mange med, for at undgå at det bliver forvirret.

Filmens budskab og præmis i denne lille gyserfilm er, at det kan gå rigtig galt, hvis man er alt for optaget af sin mobil frem for sine børn. Man kan gå glip af livsvigtige øjeblikke med sine børn. Vi har valgt denne præmis, da det er noget, som man er meget optaget af for tiden, da mange forældre er mere optaget af de sociale medier frem for deres børn. Vi har brugt gyser-genren til at prøve at beskrive det, for at sætte det helt på spidsen.

Når vi sidder og reflektere over, hvordan processen har været, har det været spændende og sjovt. Vi tænkte, da vi skulle lave en gyser film, at det var en nem opgave. Vi havde en masse ideer inden i hovedet om, hvordan det kunne se ud, og en mørk skov var jo oplagt til at optage i. Men da vi først kom i gang med at filme, var det meget sværere, end vi havde regnet med. Det var sværere at få det til at være uhyggeligt, men vi håber, at det er lykkedes bare lidt for publikum. Vi er blevet opmærksomme på, hvor svært det er at få alle perspektiverne og vinklerne helt rigtige, når man optager og få det hele omsat til et gys… Vi har opdaget, hvordan andre film er optaget og hvilket stort arbejde, der er lagt deri. Og hvad man kan fremtrylle med iMovie…


Ingen kommentarer:

Send en kommentar