Annemarie Vinther                                                                                                      D. 10/12-15

Den dag jeg besluttede at blive pædagog.

Min ide med mit liv, da jeg forlod folkeskolen, var at sidde på kontor. Derfor tog jeg HHX, hvorefter jeg skulle have en læreplads på et kontor. Det lykkedes mig aldrig at få en læreplads, derfor kom jeg i praktik i en vuggestue i en kort periode. Jeg fik derefter arbejde som rengøringsassistent og arbejdede der nogle år. Jeg havde ikke forstillet mig, at det var pædagog, jeg skulle være, indtil jeg så fik fast arbejde i vuggestuen, hvor jeg havde været i praktik.

Jeg havde arbejdet i nogle år i vuggestuen, som jeg havde været glad for. Vi havde nogle enkelte børn, som trængte til lidt mere omsorg og opmærksom, end man kunne give dem i en vuggestue, idet der er mange børn at tage hensyn til. Derfor begyndte jeg at drømme om at komme til at arbejde på en døgninstitution, hvor jeg ville kunne gøre en forskel i det enkelte barns liv. Hvor der var tid og plads til at forbyde sig i det enkelte barn. Jeg ville rigtig gerne arbejde med børn som kom fra en svær barndom med omsorgssvigt og prøve at hjælpe dem ud på den anden side af barndommen som hele mennesker.

Da jeg havde gået og tænkt over det i et par år, kom muligheden. Jeg blev opsagt fra mit arbejde i vuggestue på grund af faldende børnetal. Jeg ville gerne rustes med noget pædagogisk viden, for at hjælpe disse børn bedst muligt. Derfor tænkte jeg, at nu havde jeg muligheden for prøve at søge ind på pædagogseminariet. Så længe man har et arbejde er det nemt at sidde fast der, uden at komme videre.

   

Jeg undersøgte en masse om mulighederne og økonomien i det, da jeg også havde familie med mand og tre børn at tage hensyn til. Det kunne godt lade sig gøre. Jeg søgte ind.

Men da sommeren kom, skete der noget i familien. Min svigerinde gik ret pludselig bort og hun efterlod sig to børn på henholdsvis 13 og 15 år, som ikke havde ret meget kontakt til deres far. Min mand og jeg besluttede os, for at vi ville tage dem til os. Vi fik igennem kommunen arrangeret at de kom i netværkspleje hos os. Men da vi ret pludselig blev en familie på 7, havde 2 børn som skulle lære at leve med en sorg efter deres mor, havde tre små børn, som der også skulle være plads til, for at de ikke blev mærket af ændringerne og samtidig også måtte bygge til vores hus, for at de kunne få deres eget værelse, synes jeg ikke, at jeg også kunne putte en pædagog-uddannelse ind i skemaet. Jeg fik lov til at beholde mit arbejde, dog på nedsat tid af hensyn til familien, og så blev drømmen skubbet i baggrunden. Jeg tænkte, at det kunne jeg altid gøre, men de to børn havde brug for mig nu og her.

Hverdagen blev travl og der var nok og se til, men efter de havde boet hos os i 1 ½ år begyndte jeg at tænke på uddannelse igen. Vi havde været på nogle kurser igennem kommunen, da børnene var anbragt hos os i netværkspleje og der fik jeg virkelig lyst til at komme i gang. De forskellige kurser omhandlede mest om omsorgsvigtet børn, i og med at de var henvendt til plejefamilier, hvor børnene var fjernet fra hjemmet på grund af omsorgssvigt. Jeg fik blod på tanden igen for at komme i gang på uddannelsen. Vi snakkede meget om det hjemme, hvorvidt det kunne lade sig gøre og min mand var meget støttende i, at jeg skulle i gang. Så skete det igen, at der var faldende børnetal i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, og jeg blev opsagt igen. Så var beslutningen nem. Nu skulle jeg i gang. Jeg søgte ind og blev heldigvis optaget igen.

Jeg er rigtig glad for at være kommet i gang og jeg håber, at det vil føre mig hen til det jeg gerne vil. Nemlig at gøre en forskel for dem, som har det svært.