Hanne Maribo 

                                                                                                                Den 9/12- 2015

”Den dag, jeg besluttede at blive lærer/ pædagog  ” :

Mit udgangspunkt som barn var altid at når mine forældre blev gamle, så skulle jeg passe på dem og ellers ville jeg være det samme som min storesøster (som jeg hemmeligt legede var min unge, smukke mor …), nemlig lærer for psykisk udviklingshæmmede …

Senere, da jeg var blevet ældre – en stor teenagepige, ville jeg bare gerne hjemmefra så hurtigt som muligt (og ikke se efter mine aldrende forældre …) og da slet ikke være lærer, for det var begge mine forældre jo og 2 af mine søskende !

Efter endt HF-eksamen og et oplevelsesrigt år brugt på kibbutzophold og højskoleliv, tænkte jeg at nu skulle jeg vist til at finde ud af hvad jeg ville være / ville med mit liv ! Svært var det, for der var ikke noget der lå lige for, ikke noget bestemt jeg havde lyst til. Det var i det hele taget svært for mig at ”se” mig selv/ finde mig selv.

Jeg kom frem til at jeg jo sådan set var ganske god til sprog, så valget faldt, af alle steder, på Handelshøjskolens translatør og korrespondentuddannelse i Århus i engelsk og spansk. Her startede jeg så i august 1981.

To måneder senere cyklede jeg en morgen prustende og svedende op ad den stejle Langelandsgade til vuggestuen Reginahøj, hvor jeg havde fået arbejde som pædagogmedhjælper. Jeg var holdt på handelshøjskolen.

Det krævede store overvejelser og mod at fortælle mine forældre om min beslutning, men jeg trivedes slet ikke i det buisness- agtige- stræber miljø på handelshøjskolen, hvor de studerende gik klædt som ”borgerdyr” i pænt og nobelt tøj og med en meget forretningsmæssig, resultatorienteret holdning til tilværelsen. Det var slet ikke mig! Jeg følte mig som en fremmed fugl blandt disse ”aliens” fra en anden planet – en helt anden verden end min.

Sjovt nok lå handelshøjskolen den gang lige ved siden af Det socialpædagogisk seminarium, i daglig tale kaldet ”Bongo-Bongo –skolen”, hvor dem med lilla ble og islandske sweatre spillede trommer og røg ”fredspibe” dagen lang ….

Lidet kunne jeg vide, at jeg 34 år senere og mange erfaringer rigere, selv ville sidde som meritstuderende på pædagoguddannelsen i Ålborg – dog uden lilla ble og sweater , men med en afrikansk tromme mellem benene og med hænder, der hamrede som trommestikkere over det udspændte trommeskind !

Det var på Reginahøj vuggestue at jeg første gang hørte om Den Frie Lærerskole i Ollerup. Vores køkkendame fortalte om sin bror, som arbejdede på Salling Ungdomsskole. Han var uddannet på DFL. Hun mente at det kunne være noget for mig.

Brochuren fra Den Frie lærerskole kom med posten og på første side stod der :

”Den frie Lærerskole skal skabe forståelse og respekt for et menneskesyn,

der betragter ethvert menneske som unikt.”

                                    Fra den dag besluttede jeg, at jeg skulle være lærer ( alligevel ).

Her næsten 34 år senere kan jeg se tilbage på et relativt langt arbejdsliv – 22 år som lærer og 6 år som pædagogisk medhjælper for psykisk udviklingshæmmede. Cirklen er nærmest sluttet fra hvad jeg som lille pige forestillede mig, at jeg skulle lave ”når jeg blev voksen ”.

Efter endnu en sparerunde var turen så kommet til mig – da jeg ikke er uddannet pædagog men lærer pegede pilen på mig. MEN en dag tilbød min arbejdsplads mig så at tage merituddannelsen som pædagog og det tilbud tog jeg imod.

Den dag besluttede jeg mig for at blive pædagog …